Ingen vil tillade anløb af skib med sprængfarlig last
Tørlastskibet Ruby, der er lastet med 20.000 tons sprængfarlig ammoniumnitrat, ligger fortsat for anker ud for Storbritanniens kyst. Ingen har foreløbig haft lyst til at give det beskadigede skib lov til at gå i havn.
For en månedstid siden lød det fra Søfartsstyrelsen, at skibet ville gå gennem dansk farvand med kurs mod Klaipedia.
Men i stedet forlod skibet sin position i Skagerak syd for Norge og satte kurs mod mod hovedstaden Valette i sin flagstat, Malta.
Men så langt nåede skibet ikke.
I nu tre uger har det ligge for anker ud for Kent i England. Ifølge maltesiske medier har er skibet blevet nægtet tilladelse til at gå i havn på Malta, men det afvises af af en talsmand for skibets ejer, Ruby Enterprises.
Herfra lyder det, at skibets manager vil søge Ruby, der fik skader på skrog og propel ved en grundstødning, repareret på et værft i Storbritannien.
Udmeldingen kom efter en meddelelse fra den britiske kystvagt, MCA, om, at Rube har de nødvendige sikkerhedscertifikater og kan sejle for egen kraft:
“En slæbebåd, der er kontraheret af skibets managementselskab, er tilstede ved skibet og følger det undervejs. Kystvagten er i regelmæssig kontakt med fartøjet og overvåger dets videre færd”.
Det er lasten af ammoniumnitrat, der har fået flere lande til at afvise havneanløb fra skibet.
Det var netop ammoniumnitrat, der i 2020 forårsagede en enorm eksplosion på havnen i Beirut.
Og skibet indeholder syv gange så meget af det sprængfarlige stof.
Derfor venter skibet stadig på en tilladelse til at gå i havn, få losset lasten og derefter blive repareret.
I mens kan besætningen bare ventet. De har været om bord siden afsejlingen fra den russiske havn i Kandalaksha den 22. august.