Man bør sejle på de korteste færgeruter
Færgefarten til og fra Ærø er dyr. I 2012 blev de ærøske lokalpolitikere pålagt at beskære udgiften til færgedrift. Man fandt, at det var for meget at have fire færgeruter til en ø med under 7.000 beboere. Derfor blev ruten Marstal-Rudkøbing nedlagt i januar 2013.
”Hvad man ikke fortalte var, at færgen blev indsat på den mere end 50 procent længere rute mellem Ærøskøbing og Svendborg. Færgens brændstofforbrug blev for hver enkelttur forøget fra 245 til 364 liter, en stigning på 50 procent, og lønomkostningerne er forøget med 20 procent. Dertil kom, at der skulle byges et nyt færgeleje”, fremfører Færgegruppen Ærø, der arbejder for at få genoprettet den korte rute mellem Marstal og Rudkøbing.
Driftsomkostningerne er således blevet forøget med 6-7 millioner kroner hvert år i de snart tre år færgen har sejlet på denne lange rute. Når året er gået, er ekstraomkostningen til denne ”spareøvelse” løbet op i mere end 30 millioner kroner.
Samlingen af færgerne på den længste rute belaster også miljøet i det Sydfynske øhav. Der vil kunne spares 1.229 ton CO2 hvert år ved blot at flytte den ene færge tilbage på den korte rute mellem Marstal og Rudkøbing.
”Det er dyrt at rejse med danske færger, og en stor økonomisk byrde for os øboer. Vi håber på – og ser frem til vedtagelse af landevejsprincippet således, at vi, rejsemæssigt, bliver ligestillet med ”fastlands-danskere”. Når landevejsprincippet vedtages, forventer vi, at der bliver stillet krav til kommuner og færgeselskaber om, at driften skal foregå på et rimeligt økonomisk grundlag – altså den korteste rute”, skriver Færgegruppen Ærø i et brev, som de har sendt til politikerne på Christiansborg.
Kilde: Færgegruppen Ærø