Måske ny færgerute Frederikshavn - Oslo
En midtjysk forretningsmand er parat til at starte en ny færgerute op mellem Frederikshavn og Oslo. En tidligere Silja Line færge - Arberia - er angivelig allerede købt og en række rejsebureauer er blevet kontaktet.
Foto: Kalle Id.
Initiativtager til den nye rute er den midtjyske forretningsmand Ernst Munk. Han er totalt ukendt i rederikredse, og i forretningskredse kun kendt som ejer af et diskotek. Det nye færgeselskab hedder Sunlink Ferries, men er endnu ikke registreret på den adresse i Herning, hvor det har til huse.
I en mail, der er sendt til en række rejsebureauer, lokker Ernst Munk med lave introduktionspriser og god kommission til de bureauer som skaffer rederiet kunder.
Det fremgår endvidere af mailen, at ruten skal besejles med færgen Arberia med plads til 1300 passagerer og kahytspladser til 737. Færgen er bygget i 1975 og sejlede oprindelig for Silja Line på Østersøen, men har siden været vidt omkring.
Også Frederikshavn Havn er blevet kontaktet af det nye rederi, og her bekræfter man, at et nyt færgerederi hurtigt kan starte op fra havnen, da Color Lines terminal på havnen stadig står ubrugt hen.
Hvis planerne om den nye færgerute realiseres, vil den i givet fald komme til at konkurrere med Stena Line der allerede driver en færgerute mellem de to byer.
Kilde: nordjyske.dk