Millionoverskud i Rønne Havn
Rønne Havn kom ud af 2024 med et overskud på knap 63 millioner kroner, ud af en nettoomsætning på 170 millioner kroner. Havnen går ifølge ledelsen nu ind i en fase, hvor konsolidering vil fylde mere end ekspansion.
Foto: Rønne Havn
"Vi ser ind i en fremtid, hvor vækst og udvikling fortsat er i fokus, men hvor konsolidering vil fylde mere end ekspansion. Vi vil styrke vores position som en moderne og bæredygtig havn centralt placeret i Østersøen. Det betyder færre store investeringer og øget fokus på driftseffektivitet og strategisk anvendelse af havnens arealer", siger Lars Nordahl, administrerende direktør for Rønne Havn.
Alle havnens forretningsområder har bidraget positivt til årets resultat og har dermed levet op til målsætningen om at sikre stabile forsyningskæder, understøtte lokal erhvervsudvikling og fungere som en drivkraft for øens fremtidige vækst.
MT Højgaard færdiggjorde sidste år 3. etape af havneudvidelsen, og den 4. etape er nu i gang.
I 2025 skal fundamenter og den nye Vestas 15 MW-vindmølle udskibes til offshore-projekter i Østersøen.
Rønne Havn afholder generalforsamling den 8. maj.
.mauh