MSC råder nu over en femtedel af verdens containerkapacitet
Der er MSC. Og så er der alle de andre. Mediterranean Shipping Company råder nu over 20 pct. verdens containerskibesflåde målt på kapacitet, viser Alphaliners seneste opgørelse. Og MSC er blot et enkelt giga-containerskib fra at nå endnu en milepæl.
Den totale kapacitet på verdens containerskibe har nu nået 30 mio. teu for første gang fordlet på 7.010 aktive containerskibe.
MSC driver fortsat væksten, som rederiet har gjort det i de seneste år. MSC, der blev stiftet i 1970 var ca. 37 år om at nå en kapacitet på 1 mio. teu. Men siden er tempoet skruet voldsomt i vejret.
I 2017 nåede MSC en kapacitet på 3 mio. teu, i 2021 var kapaciteten vokset til 4 mio. teu, mens Maersk blev overhalet som verdens største rederi i januar 2023 med 4,2 mio. teu.
Siden er MSC nærmest gået shop-amok i containerskibsmarkedet - bl.a. med opkøb af gamle Maersk-skibe og nåede 5 mio. teu i maj i fjor og er nu ifølge Alphaliner blot en enkelt leverance i at nå 6 mio. teu mærket.
Men det stopper ikke her. Ifølge Alphaliner har MSC 99 skibe i ordre og forudser, at rederiet når en kapacitet på over 7 mio. teu i 2025.
-emte