Ny færge til Hundested-Rørvig overfarten
Hundested-Rørvig overfarten har bestilt ny færge på et værft i Bangladesh. Den nye færge skal afløse den lille Skansehage og bliver den første nye færge på ruten i mere end 50 år.
Færgen bliver 50 meter lang, får en bredde på 11,20 meter og har en dybgang på 2,2 meter. Den kan sejle med en fart af 11 knob leveret fra to 500 hk motorer, og har plads til 28 personbiler og 147 passagerer. Færgen er tegnet af ingeniørfirmaet Jørgen Petersen.
Udskiftningen af Skansehage har længe været et ønske hos bestyrelsen, men på grund af finanskrisen var bankerne yderst tilbageholdne og ville ikke låne rederiet penge til en ny færge. Men det vil de så nu.
Samtidig er det lykkedes at finde et værft i Bangladesh, der kan bygge færgen til en pris rederiet har råd til at betale.
Kilde: nordkysten.nu