Ny Gedser – Rostock færge søsat
Den første af Scandlines to nye færger til Gedser - Rostock ruten, Berlin, blev fredag søsat fra P + S værftet i Stralsund. Den nye færge ventes at være klar til at blive sat ind på overfarten til marts næste år. Berlin kommer til at sejle under tysk flag.
I maj 2012 forventes den anden færge - Copenhagen - at følge trop. Den skal sejle under dansk flag.
"De nye færger er vores største og vigtigste projekt for fremtiden, og Berlin og
Copenhagen understreger vigtigheden af den østlige korridor inden for passager- og fragttransport", siger Bengt Pihl, CEO i Scandlines.
Scandlines investerer i alt 1,7 milliarder kroner i de nye færger og havneudvidelser i både Gedser og Rostock. De to nye færger øger kapaciteten op ruten markant. Passagerkapaciteten forøges til 1.500 mod de nuværende 1.000, og færgerne har plads til 480 personbiler eller 96 lastbiler.
Samtidig bliver færgernes lavere brændstofforbrug en gevinst for miljøet.
Læs mere om de nye færger HER
Kilde: Scandlines
Fakta og tal
Længde: 169 meter Max. bredde: 24,80 meter Udkast: 5,50 meter Kapacitet: 1.500 passagerer 480 biler eller 96 lastbiler (1.600 ladmeter) Hovedmaskiner: 15.800 kW Fart: 20,5 knob