Ny IMO-forhandlingsrunde i London
Mandag starter næste møde i IMO’s Marine Environment Protection Committee (MEPC) i London, hvor IMO’s 176 medlemslande arbejder på at udmønte den store klimaaftale fra 2023. Her skal landene blive enige om en regulering der sikrer, at man når det vedtagne mål om klimaneutral skibsfart i 2050.
”Selvom jeg ikke forventer de store gennembrud på dette møde, så er det enormt vigtigt, at forhandlingerne nu intensiveres blandt alle de vigtigste aktører. Det er helt nødvendige skridt på vejen mod et forhåbentligt rigtig godt resultat”, siger Nina Porst, direktør for Klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier.
”Der er mange forskellige forslag på bordet. Og nogle er selvfølgelig bedre end andre. Der er en række elementer, der er afgørende for, at en aftale bliver rigtig god set med Danske Rederiers briller. Der skal etableres en prismekanisme, der kan mindske prisgabet mellem fossile og grønne brændstoffer. Der skal etableres en teknisk mekaniske, der gradvist skal reducere drivhusgasintensiteten i det brændstof, der forbruges. Og vi har brug for en ”well to wake” tilgang, hvor man tager højde for brændstoffers fulde livscyklus”, siger Nina Porst.
IMO har 176 medlemslande med meget forskellige udgangspunkter og interesser. Der er brug for en politisk aftale, der kan samle disse lande.
”Der er brug for en aftale, der også sikrer hjælp, herunder økonomisk. til de lande, bl.a. de såkaldte Small Island Developing States, der bliver særligt hårdt ramt af klimaforandringerne. Vi har brug for en aftale, der bidrager til det, man på engelsk kalder for ”a just and equitable transition”, hvor alle lande kommer med,” siger Nina Porst
-mauh