Ocean Atlantic tilbageholdes på Svalbard
Det dansk ejede krydstogtskib Ocean Atlantic, der midt i juli blev slået læk under vandlinjen efter at det ramte et klippeskær eller et isbjerg ved Svalbard, tilbageholdes fortsat af de norske myndigheder. Det sker efter at der er fundet 23 alvorlige sikkerhedsfejl på skibet.
Foto: Albatros Rejser .
Som tidligere omtalt her på Maritime Danmark, undlod besætningen at informere det norske Sjøfartsdirektorat om uheldet, der medførte vandindtrængning i det 36 år gamle krydstogtskib.
Ført da person anonymt henvendte sig til de norske myndigheder og fortalte om hændelsen, blev Sjøfartsdirektoratet opmærksom på sagen.
Direktoratet ser med stor alvor på, at så alvorlig en hændelse ikke straks blev indberettet til myndighederne, og sendte derfor kystvagtskibet Andenes ud til Ocean Atlantic for at eskortere det til Longyearbyen, hvor det fortsat befinder sig.
Sjøfartsdirektoratet har nu gennemgået krydstogtskibet yderligere og fundet 23 alvorlige sikkerhedsfejl om bord, hvorfor skibet ikke får lov til at forlade havnen inden fejlene er udbedret.
Som en konsekvens har det danske rejseselskab Albatros, nu aflyst samtlige krydstogter der skulle have fundet sted i august og september måned.
Det 140 meter lange Ocean Atlantic er bygget i 1986, og sejler under portugisisk flag. Det 12.798 GT store krydstogtskib har en besætning på 140, og plads til 198 passagerer.
Kilde: Svalbardposten