Oliespild stoppet og inddæmmet
Oliespildet fra køleskibet Crown Ruby i Kalundborg Fjord er nu stoppet, og olien er inddæmmet bag flydespærring. Overflyvningen viser ikke tegn på yderligere olieforurening, oplyser Forsvarets Operationscenter til Maritime Danmark.
Flydespærringen ses bag Marinehjemmeværnets skib..
“Vi har haft en miljøflyver over området og der er ikke olie at se. Så det udslip,der har været, er stoppet. Den olie, der er sivet ud fra skibet har klistret sig fast til den udlagte flydespærring,” siger vagtholdsleder Steffen Lunn.
Det var Marinehjemmeværnet, der i går eftermiddags udlagde flydespærringen efter at kaptajnen på skibet alarmerede myndighederne om, at det havde en revne i skroget.
Søværnets miljøskib Gunnar Seidenfaden stødte til i løbet af aftenen for at overtage opgaven.
Nu afventer Forsvarets Operationscenter, at kaptajnen melder tilbage om, hvad han har tænkt sig at gøre.
“Der er en revne i skibet, der skal repareres, inden det kan sejle videre. Om det sker på stedet, eller om skibet skal sejles i havn, er op til dem,” siger Steffen Lunn.
Skibet var på vej fra Sankt Peterborg til Panama, da hullet i skroget blev opdaget og skibet herefter lagde sig ind ved Røsnæs i Kalundborg Fjord.
Redaktionen