Pæne lønstigninger til maskinmestre
Trods finanskrise og et turbulent år på arbejdsmarkedet, har de danske maskinmestre igen i 2009 opnået lønstigninger der er større end gennemsnittet på arbejdsmarkedet. Det viser lønstatistikken for 2009 udarbejdet af Maskinmestrenes Forening.
"Maskinmestre har oplevet fornuftige lønstigninger i det forgangne år. Lønningerne er steget mere end gennemsnittet på arbejdsmarkedet og mere end inflationen", siger Per Jørgensen, formand for Maskinmestrenes Forening.
Lønnen er steget for samtlige grupper i forhold til 2008. Størst er den gennemsnitlige stigning hos de offentligt ansatte maskinmestre, der har oplevet en stigning 5,1 procent, mens de privatansatte maskinmestre til søs er steget 4,1 procent.
De privatansatte maskinmestre har oplevet en lønstigning på 3,6 procent, mens gennemsnitslønnen for tjenestemandsansatte maskinmestre er forøget med 3,2 procent.
Med stigningerne er den gennemsnitlige bruttoløn for maskinmestre pr. 1. september 2009 på godt 63.000 kr. for de privatansatte maskinmestre til søs, ca. 48.500 kr. for de privatansatte på land, ca. 44.800 kr. for en maskinmester ansat som tjenestemand og godt 41.800 kr. for en offentligt ansat.
Finansministeriet skønner, at det samlede gennemsnit for samtlige lønmodtagere i 2009 er en stigning på ca. 3,5 pct..
Ledigheden blandt maskinmestre er fortsat meget lav. Ultimo november var 161 maskinmestre ud af 6.271 uden job. Det svarer til 2,6 procent.
Statistikken omfatter lønoplysninger fra offentligt og privatansatte maskinmestre i land og fra privatansatte maskinmestre til søs under DIS.
Kilde: Maskinmestrenes Forening