Pearl of Scandinavia tilbage uden biler
DFDS-færgen Pearl of Scandinavia, der blev ramt af en bilbrand på vogndækket den 17. november, er nu tilbage i drift. Men selv om færgen sejler, er det fortsat ikke muligt at tage biler og lastbiler med om bord.
Pearl of Scandinavia ses her ved ankomsten til Oslo fredag.
Torsdag kl. 17 afgik Pearl of Scandinavia igen planmæssigt fra København mod Oslo efter den ufrivillige oplægning på grund af branden. Alle passagerfaciliteter er på plads og klar til at tage imod de mange passagerer, der fredag aften går om bord i Oslo - en af de største fredage ud af Oslo.
Men skibet er endnu ikke klart til at sejle med biler og last på vogndækket, idet der stadig foregår reparationer af skaderne her, ikke mindst rengøring, maling og udbedringsarbejder på kabler, hængedæk mv.
"Vi er naturligvis kede af, at vi ikke kan tilbyde vores kunder, at de kan tage bilen med, men det har været vigtigt for os at få skibet af sted af hensyn til de mange kunder, der har bestilt en rejse her op til jul. Vi beklager de følger, som branden har haft for både de passagerer, der var om bord, og de, der har fået aflyst deres rejser, men vi er omvendt glade for, at ingen kom til skade. Vi er også meget glade for den store grad af forståelse for situationen, som vi har mødt hos vore kunder", siger Senior Vice President Carsten Jensen, DFDS Seaways.
Skibet forventes ikke at kunne tage vogndækket i brug før den 9. december.
Kilde: DFDS Update