Sejerøfærgen drev ud af færgelejet
Der var flere biler ombord, da Sejerøfærgen i mandags pludselig drev ud i vandet igen og åbnede et gab på 3-4 meter. Da en stor tankvogn fra Arla kørte ind på landgangsbroen i Havnsø rev færgen sig løs og drev ud i havnebassinet. Heldigvis bremsede den næste bilist hårdt op, da han så det åbne vand.
”Det er vel det, man kalder en hændelse, men det kunne jo være gået rigtigt galt, hvis bilisten i den næste bil ikke havde været opmærksom, Vi var da i hvert fald noget rystede”, siger en af passagererne, Palle Laursen fra Sejerø til DR/Sjaelland.
Et håndtag, som skal sørge for, at landgangsbro og færge bliver låst fast til hinanden blev ikke aktiveret.
"Det er en procedurefejl, og det må naturligvis ikke ske. Vi får nu indskærpet proceduren for alle”, siger chefskipper på Sejerøfærgen, Jens Ravnsbæk, der ikke selv var kaptajn på færgen mandag, men har
talt med besætningen efterfølgende.
Kilde: DR/Sjaelland