Sensommervejret gav løft til Molslinjens færger
Det dejlige sensommervejr lokkede danskerne på vandet i en grad, så Molslinjen trods en færge mindre og færre afgange oplevede en august klart bedre end sidste år, oplyser rederiet.
Efter en skuffende juli oplevede Molslinjens færgeruter - på nær en enkelt - flere passagerer i august i år i forhold til sidste år.
August 2024 gav fremgang på Kattegat, på Øresundslinjen, Samsølinjen, Langelandslinjen, Fanølinjen og på Bornholmslinjen. Undtagelsen er Alslinjen, hvor en ombygning af havnen i Fynshav har betydet indsættelsen af en noget mindre færge end sædvanligt.
På Kattegat sejler der tre hurtigfærger – altså en mindre end 2023, hvor også hurtigfærgen Max ekstraordinært indgik i sejlplanerne.
”Så selv om vi sejler 129 færre afgange, har vi i august i år fået plads til 331.473 passagerer på de resterende tre færger – en stigning på næsten fire procent i forhold til august 2023”, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Mens antallet af erhvervskunder ligger ret stabilt, så er det de fritidsrejsende, som har trukket fremgangen i august.
-emte