Skjulte viden om Scandinavian Star
En tidligere havarichef i det norske forsikringsselskab Skuld fortæller nu i en ny bog, at han ved en gennemgang af Scandinavian Star 14 dage inden branden konstaterede så mange sikkerhedsbrister om bord, at han fandt den uegnet til passagertransport. Det skriver Politiken.
”I får altså ikke lov til at sejle med passagerer, før jeg igen har været om bord og godkendt skibet, og før du har gennemført en brand- og evakueringsøvelse, og jeg er tilfreds med øvelsen”, sagde Erik Stein til skibets kaptajn efter gennemgangen i Cuxhaven.
Men Skulds ledelse valgte at overhøre havarichefens advarsler og tegnede forsikring på færgen. 14 dage senere, den 7. April 1990,
udbrød der brand om bord - 159 mennesker omkom.
Skulds daværende danske direktør Hans Levy bekræfter overfor Politiken at Erik Stein frarådede at tegne en forsikring for Scandinavian Star, men han mener ikke at de fejl og mangler Stein fandt om bord var et stort sikkerhedsmæssig problem.
”Så kan man sige, at vi burde have været oppe i Frederikshavn og undersøge skibet igen. Men det var vi så ikke”, siger Hans Levy til Politiken.
Den danske journalist og forfatter Lars Halskovs bog, Branden - Gåden om Scandinavian Star, udkommer samtidig med at det norske politi er i gang med en ny undersøgelse af branden.
Avisen har været i kontakt med Scandinavian Stars kaptajn, Hugo Larsen. Han ønsker ikke at kommentere de nye oplysninger i sagen.
Turen fra Oslo til Frederikshavn den 6.-7. april 1990 var Scandinavian Stars første tur. Ved to-tiden om natten opstod der en brand, og den danske lastbilchauffør Erik Mørk Andersen, som døde i branden, er blevet udpeget som brandstifter.
Desuden er skibets maskinmester, Heinz Steinhauser, nævnt som mistænkt. Han har dog benægtet, at han havde noget branden at gøre. Anklagen går på, at han skulle have antændt branden og efterfølgende forsøgt at lægge hindringer i vejen for slukningsarbejdet. Motivet skulle være forsikringssvindel. Der er dog aldrig blevet rejst tiltale mod ham.
Kilde: Politiken