Sømænd: Illegal arbejdskraft på isbrydere
Sømændenes Forbund mener, at statens isbrydning udføres billigt af private rederier. Det skyldes, ifølge forbundet, at rederierne benytter sig af underbetalt illegal filippinsk arbejdskraft. Det skriver Ekstra Bladet fredag den 10. februar.
”Statens Istjeneste har chartret rederiet Stevns Shipping i Svendborg til at bryde is med rederiets slæbebåde. Dæksbesætningen er filippinere, der månedligt arbejder 173 timer plus 103 overtimer for 8500 kroner”, siger Morten Bach, skibsinspektør i Det Internationale Transportarbejderforbund.
De filippinske søfolk har, ifølge Morten Bach, hverken opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark. Det er ellers et krav efter udlændingeloven. Kravet gælder, når fremmede arbejder på danske skibe, der foretager mere end 25 havneanløb i Danmark i løbet af 12 måneder.
Morten Bach oplyser, at han er ved at samle materiale til en politianmeldelse mod Stevns Shipping på baggrund af besætningslister fra Søfartsstyrelsen.
Ejeren af Stevns Shipping, Niels Højlund Hansen, afviser, at der er hold i de nye anklager fra Sømændenes Forbund. Rederiet har tidligere overtrådt Udlændingeloven ved at forhyre filippinske søfolk til at sejle på danske skibe i dansk farvand.
”Vi har slet ingen filippinere om bord, men kun danskere. De skibe, der knækker is, har rent danske besætninger”, siger Niels Højlund Hansen til Ekstra Bladet.
Det er forsvarsminister Nick Hækkerup, der har ansvaret for, hvad der sker i Statens Istjeneste. Hans særlige rådgiver oplyser dog, at ministeren ikke vil forholde sig til anklagerne, før han har undersøgt sagen nærmere.
Kilde: Ekstra Bladet