Sømand faldet over bord fra tankskib
Skibe og en redningshelikopter indstillede mandag kl. 12.30 eftersøgningen efter en sømand, der sent søndag aften faldt over bord fra en produkttanker i Kattegat. Ulykken skete i forbindelse med, at en lods skulle hjælpes fra borde ud for Grenå.
Det var lodsen der slog alarm til Søværnets Operative Kommando klokken 22.23 søndag aften med en melding om, at et besætningsmedlem fra tankskibet Kihada var faldet over bord i forbindelse med, at en lods forlod tankskibet ud for Grenå.
De nærmere omstændigheder omkring ulykken er indtil videre ukendte.
En redningshelikopter og et stort antal skibe blev omgående sat ind i eftersøgningen, men mandag morgen var det ikke lykkedes at finde sømanden, hvis nationalitet ikke er oplyst.
Ud over en redningshelikopter deltog marinefartøjerne Najaden og Saltholm, miljøskibet Gunnar Thorson, Grenaa og Anholt Redningsstationer og Danpilot i eftersøgningen.
Kihada er på 42.392 GRT og indregistreret på Marshall Islands. Den 228 meter lange produkttanker drives af Torms LR1 Management.
Kl.1230 blev eftersøgningen indstillet uden at det var lykkedes at finde manden.
Den maritime havarikommission undersøger nu de nærmere omstændigheder i forbindelse med mandens overbordfald.
Kilde: SOK