Standardfærger sendt i udbud
Danske Standardfærger har nu på vegne af fem kommuner sendt bygning af fem nye standardfærger i udbud. Danske og udenlandske værfter har nu mulighed for at byde ind med, hvilken pris de kan bygge færgerne for, og hvornår det kan ske.
De fem kommuner der skal have nye ø-færger er Slagelse Kommune, Aalborg Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Svendborg Kommune og Odder Kommune.
Projektet er baseret på Standardfærgekonceptet, som leveres af Danske Standardfærger, hvor kommunerne vil få en standardiseret færge-løsning tilpasset den enkelte kommunes overfartsbehov.
En væsentlig del af de vigtigste komponenter er allerede fundet med flere danske selskaber som underleverandører.
Standardfærgekonceptet inkluderer også udviklingen af et fælles driftssupportsystem, som vil bidrage til effektiv drift af færgerne.
Færgesekretariatet har været den drivende kraft bag Standardfærgekonceptet
“Færgesekretariatet har medvirket til at skabe en ramme for et tværkommunalt samarbejde, så kommunerne får et målrettet tilbud om grøn og eektiv færgedrift. Det er meget tilfredsstillende, at fem kommuner har fundet sammen indenfor denne ramme og nu er så langt, at de har kunne udbyde bygningen af færgerne”, siger Søren Bach-Hansen, formand for Færgesekretariatets styregruppe.
Aalborg er en af de kommuner der har brug for en ny færge. Her siger Henrik Jess Jensen, Afdelingsleder Veje og Infrastruktur:
”Vi er fast overbeviste om, at vi opnår den bedste løsning ved at standardisere og ved at gøre det i fællesskab. Nu ser vi frem til at modtage tilbuddene fra værfterne på baggrund af det fælles arbejde. Vi forventer, at standardiseringen sammen med, at vi er fem færger, vil skabe grundlag for gevinster i både byggefasen men ikke mindst i de kommende 20-25 år, hvor færgerne skal levere værdifuld infrastruktur på deres respektive overfarter”.
-mauh
Kommunale overfarter der får en af de nye standardfærger
Aalborg Kommune: Hals – Egense
Odder Kommune: Hou – Tunø
Faaborg-Midtfyn Kommune: Faaborg – Lyø – Avernakø
Svendborg Kommune: Svendborg – Skarø – Drejø
Slagelse Kommune: Stignæs – Omø