Stor foderstoflast i Fredericia Havn
Et skib fra Uruguay med 27.000 tons foderstoffer anløb mandag Fredericia Havn. Selvom Fredericia Havn ofte tager imod store skibe, så er det altid et flot syn, når et skib på 190 meter og en bredde på 32 meter anløber havnen.
”Vi er vant til at håndtere de store skibe med både korn og foderstoffer på Fredericia Havn. Vi har faciliteterne i form af pakhuse, baglandsareal, mandskab og ikke mindst optimale logistiske forhold der gør, at godset hurtigt kan komme videre til bestemmelsesstedet”, siger Ole Haugsted Jørgensen, Strategisk salgschef hos ADP A/S.
I samarbejde med shippingselskaber håndterer ADP jævnligt omladninger eller ”ship-to-ship” operationer, som foregår ved at dele af lasten fra det store skib direkte omlades via en kran til et mindre skib.
”En ship-to-ship” operation kan være udfordrende, fordi kranens arm skal kunne række fra kajkanten og løfte godset fra det ene til det andet skib. Men på Fredericia Havn har vi tilstrækkelig med krankapacitet, der gør, at vi kan håndtere store omladninger. I det konkrete tilfælde med et skib, som er 32 meter bredt, skal kranen række 40 meter ud fra kajen”, siger Johnny Nielsen, Head of Department hos Fredericia Shipping.
Skibet anløber fra Uruguay med 27.500 tons foderstoffer og vil blive tømt i løbet af fire dage, med operation af to kraner fra tidlig morgen til først på aftenen.
”Vores kranførere har mange års erfaring i effektiv håndtering af gods fra de store skibe, og det er netop ét af vores salgsparametre, som kunderne lægger vægt på”, siger Ole Haugsted Jørgensen.
”De 2.500 tons foderstoffer skal direkte omlades til et mindre skib, som derefter sejler til Nørresundby. De resterende 25.000 tons skal fordeles på 750 lastbiler, som derefter fragter foderstofferne videre ud til produktionsvirksomheder og til opmagasinering andre steder”.
Kilde: Fredericia Havn