Svær vindmølletransport lykkedes
En 2,3 MW Siemens testmølle til en ny landmøllepark i Polen blev afskibet fra Fredericia med Corona Seaways den 30. april, selv om transporten først var dømt umulig. En inspektion af vejene og dialog mellem afskiber og havnemyndighed gav dog et andet billede.
”En stor tak skal lyde til alle involverede, der endnu en gang bekræfter, at intet er umuligt, blot man vælger THE DFDS WAY”, siger Office Manager i Fredericia, Christian Vange Pedersen.
I Klaipeda måtte Corona lægge til ved DFDS’ gamle kaj 128, så der kunne foregå en sikker udkørsel fra havneområdet. To træer ved et snævert hjørne måtte desværre også ’finde anden placering’, så de 46 meter lange møllevinger kunne svinge problemfrit rundt.
For at undgå forsinkelser af den resterende prioritetslast om bord, ankom Corona Seaways til kaj 128 to timer før vanlig ankomsttid, tids nok til af få skiftet Corona tilbage til vanlig kaj jf. sejlplanen.
Et umuligt projekt blev gennemført ved særligt aktiv deltagelse fra havnemyndigheder, stevedoreterminaler, Corona Seaways og dets besætning, så det endte med at blive et vellykket projekt.
Kilde: DFDS