Tidligere jægersoldater hjalp Maersk
Der var brug for ressourcer, som Maersk ikke ligger inde med, da det blev besluttet at hente flere hundrede ansatte og familiemedlemmer ud af Ukraine kort tid efter krigens start. Hjælpen blev fundet i det danske sikkerhedsfirma Guardian SRM, der bl.a. beskæftiger tidligere jægersoldater.
Den 10. marts om morgenen fik den administrerende direktør og partner i Guardian Security Risk Management, Norman Kristiansen, et opkald fra Maersk. Topledelsen i det danske rederi havde brug for hjælp til at gennemføre en beslutning, der var blevet truffet hurtigt, om at at evakuere Maersk-medarbejdere i Ukraine og deres familier.
“Vi har medarbejdere et sted, hvor der er krig. Derfor kan og må vi ikke sidde og bruge for lang tid, fordi det potentielt kan betyde tab af menneskeliv, siger Thomas Boye Dyregaard, chef for koncernsikkerhed og krisestyring i Maersk til Berlingske.
Maersk havde ved krigens start 600 ukrainske medarbejdere - de fleste søfolk - og der forestod et stort arbejde med få klarhed over, hvor medarbejderne og deres familie befandt sig i et land under angreb med dårlige mobilforbindelser og med adresser ude på landet, der ikke altid var lette at finde.
“Alt det tog meget lang tid, men efterhånden lykkedes det at skabe nogle ruter, som vores folk kunne køre efter,” fortæller Norman Kristiansen.
Direktøren i sikkerhedsfirmaet har selv 17 års erfaring fra Jægerkorpset og mange af dem, der hjalp ukrainerne havde selv erfaringer fra Jægerkorpset eller fra andre militære enheder. Nogle af de Maersk-ansatte befandt sig meget tæt på krigszonen - eller endda på bag russernes linjer.
“Vi gav ikke op, selvom der var nogle på den anden side af frontlinjen, men vi vidste, at det så blev meget vanskeligt. Her tog vi fat i nogle, som vi kender derinde, og som vi ved kan hjælpe os med at få kontakt til medarbejderne. Det kan være, vi kan informere om, at der går et tog ud, eller at der er en FN-kolonne, som går en bestemt vej,” fortæller Norman Kristiansen til Berlingske.
I alt blev 148 ukrainske medarbejdere og deres familier hjulpet ud af krigszonerne. 86 af dem kom ud af Ukraine, mens 62 blev evakueret til sikre områder i landet, skriver Berlingske.
Kilde: Berlingske