44 kvæstet i færgeulykke
Den italienske hurtigfærge Isola di Procida var ved at lægge til i Napoli, efter en timelang sejlads fra Capri, da færgen pludselig blev grebet af vinden og hamrede ind i et kajanlæg. 44 passagerer kom til skade, heraf blev 29 bragt til behandling på et nærtliggende hospital.
En passager blev i første omgang meldt i kritisk tilstand, men er nu stabil.
Mange af de kvæstede stod i trappeopgange og ventede på at landgangen blev givet fri, da færgen pludselig ramte molen og de ventende blev slynget imod hinanden og ned af trapperne.
Godt 100 ambulanceførere og paramedicinere blev sendt til stedet, hvor de visiterede tilskadekomne og behandlede de lettest sårede på stedet.
De lokale myndigheder har indledt en undersøgelse af hændelsen.
Isola di Procida har plads til 620 passager og 45 køretøjer, men det er ikke oplyst hvor mange der befandt sig om bord på den ulykkesramte afgang.
-mauh