Amerikansk høring om skat på kinesisk-byggede skibe skaber debat
Forud for mandagens høring hos den amerikanske handelsrepræsentant (USTR) er der indsendt over 150 høringssvar, hvoraf mange kritiserer de foreslåede gebyrer på op til 1,5 millioner dollars per anløb for kinesisk-byggede skibe og 1 million dollars for operatører.
Den foreslåede afgift på kinesiske og kinesisk byggede skibe vil koste rederierne milliarder, hvis den gennemføres.. Foto: COSCO
Hvis de nye afgifter vedtages, som de foreligger, kan et COSCO-skib på 10.000 TEU kan stå over for en afgift på 3,5 mio. dollar pr. anløb, ifølge beregninger foretaget af John McCown fra Blue Alpha Capital.
Den første million falder, fordi der er tale om et kinesisk bygget skib. 1,5 mio. dollar skal betales, fordi skibet er kinesisk ejet og endelig skal der betales 1 mio. dollar fordi operatøren er kinesisk. I alt 3,5 mio. dollar. Pr. anløb.
Med tre anløb pr. rejse og anslået 10 rejser med anløb i USA om året vil hvert enkelt COSCO-skib således blive pålagt 105 millioner dollars i årlige gebyrer, hvilket kan gøre skibene ukonkurrencedygtige, skriver Splash.
Med 39.296 årlige containerskibsanløb i USA kan gebyrerne samlet nå 58,9 milliarder dollars om året, hvilket kan få skibe til at anløbe Canada og Mexico i stedet - et forhold, som de amerikanske havnearbejderes fagforening også har peget på, fordi det vil koste arbejdspladser.
Hapag-Lloyds CEO, Rolf Haben Jansen, advarer om massive ekstraomkostninger for alle rederier, mens kritikere påpeger, at gebyrerne kan skade mindre havne og nichemarkeder.
Domstole kan potentielt blokere gebyrerne, da en lignende afgift tidligere blev dømt forfatningsstridig. Der er således lagt op til en spændende høring i morgen, mandag.
-emte