Broproblemer dyrt for Hven-færge
Det har været dyrt for Spar Shipping, der står for sejladsen mellem København og øen Hven, der ligger i Øresund, at Inderhavnsbroen i København i går ikke kunne åbne. Der opstod problemer med broen søndag morgen, og det betød, at Hven-færgen måtte aflyse sin afgang.
”En billet koster 240 kroner, og vi havde 170 passagerer. Derudover er der morgenmad og picnic-kurve, så det er en bekostelig affære”, siger Kirsten Rønn Madsen, reder i Spar Shipping. Hun ved endnu ikke præcist, hvor meget selskabet har mistet på grund af broproblemerne.
Problemerne med broen er nu løst, og den er åbnet igen, så Hven-færgen sejler igen normalt.
Spar Shipping ejer fem skibe og sejler blandt andet også færgefart til Flakfortet og Middelgrundsfortet.
Kilde: dr.dk