Color Line har modtaget SuperSpeed 2
Color Line har fået leveret sin anden hurtigfærge SuperSpeed 2 fra Aker Yards i Finland. Overtagelsen er sidste skridt i den fornyelse af flåden, som rederiet har gennemført over de sidste fire år. Sammenlagt har fornyelsen kostet 7,5 milliarder norske kroner.
"Med overtagelsen af SuperSpeed 2 er selskabets største investeringsprogram nogensinde vel i havn, og vi er klar til fremtiden med moderne, skræddersyede skibe", siger Color Lines koncernchef Trond Kleivdal.
SuperSpeed 2 udgør sammen med søsterskibet SuperSpeed1 Color Lines nye transportkoncept mellem Danmark og Norge. SuperSpeed 2 skal sejle på strækningen Larvik-Hirtshals med to afgange pr. dag. SuperSpeed 1 blev sat i rutefart mellem Kristiansand og Hirtshals den 13. marts i år.
SuperSpeed bliver navngivet ved den nye terminal på Revet i Larvik den 19. juni og har derefter jomfrutur til Hirtshals den 20. juni.
Den 211 meter lange SuperSpeed2 har plads til 1.900 passagerer og råder over et bildæk der sammenlagt har 3,9 kilometer vognbane.
Kilde: Color Line