Danmark overvejer militær beskyttelse af skibe
Danmark er i kontakt med en række lande om at sikre militær beskyttelse af skibstrafikken i Det Røde Hav. Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.
”Sikkerhedssituationen i Det Røde Hav med de fortsatte angreb på civil skibsfart er meget bekymrende og helt uholdbar. Angrebene truer vores søfolk, den maritime sikkerhed og international handel”, siger Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.
”Sammen med allierede og ligesindede lande overvejer vi tiltag, der kan forbedre den maritime sikkerhed i området, og fra dansk side er vi ved at undersøge, hvordan vi bedst kan bidrage konkret”, siger Lars Løkke Rasmussen.
Danmark har tidligere bidraget til tilsvarende operationer med bidrag som fregatter, overvågningsfly og operationsofficerer.
Maritime Danmark har tidligere skrevet, at USA arbejder på at sammensætte en multinational flådestyrke, der skal beskytte skibstrafikken i Det Røde Hav.
Udenrigsministerens udmelding kommer efter gentagne angreb på den internationale skibstrafik i Det Røde Hav med missiler og droner, affyret fra Houthi-kontrollerede dele af Yemen.
Angrebene har fået store containerrederier som Maersk, Hapag-Lloyd, MSC og CMA CGM til at indstille al sejlads i Det Røde Hav, og dermed i praksis sejlads gennem Suez-kanalen.
-mauh