Danske Rederier glæder sig over nye ministerier
Statsminister Mette Frederiksen går kl. 11 til Kongen for at præsentere nye ministre. Og i Danske Rederier hyldes regeringens beslutning om at oprette nye ministerier, der skal styrke Danmarks indsats inden for grøn omstilling, europæisk samarbejde og samfundssikkerhed.
Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier, betegner det som rettidig omhu, at regeringen fokuserer på at styrke beredskabet i lyset af de stigende globale trusler med oprettelsen af et Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab. Minister for området bliver Venstres politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen.
"Et stærkt nationalt beredskab er ikke kun vigtigt for sikkerheden i Danmark, men også for vores internationale forpligtelser. Rederierne opererer på tværs af verdenshavene og er afhængige af, at Danmark har et robust beredskab, der kan håndtere både sikkerhedstrusler og krisesituationer. Det er Torsten Schack den rette mand til stå i spidsen for," siger Anne H. Steffensen.
Med oprettelsen af et Europa-ministerium understreger regeringen vigtigheden af at prioritere den grønne omstilling som en del af Danmarks kommende EU-formandskab. Steffensen fremhæver, at det nye ministerium, som Venstres digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre nu skal stå i spidsen for, skaber en stærk ramme for Danmarks lederskab i EU, hvor klima, bæredygtighed og sikkerhed kommer i fokus.
"Danmark står overfor et kommende formandskab, hvor det bliver afgørende at sætte nogle klare aftryk på EUs industri- og handelspolitik, vækst og deregulering og selvfølgelig få indfriet vores forventninger til udbygningen af vedvarende energi," siger Anne H. Steffensen.
Og så glæder Danske Rederier sig over, at regeringen opretter et Grønt Trepartsministerium, “som kan gøre de store visioner til virkelighed - både på klimaomstilling af landbrug og genopretning af naturen til lands og til vands. Det er godt at få en erfaren mand som Jeppe Bruus på den opgave,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.
Jeppe Bruus har hidtil været skatteminister.
-emte