DFDS hæver forventninger efter godt kvartal
DFDS kom ud af 3. kvartal med et driftsoverskud (EBITDA) på 1,6 milliarder kroner, hvilket er bedre end forventet. Det får nu rederiet til at hæve forventningerne til årets driftsresultat, der nu ventes at ligge i intervallet 4,9 - 5,2 milliarder kroner.
“Vi har forbedret vores resultatforventning efter et solidt kvartal, ikke mindst et rigtig godt passagerresultat. Fragtmarkederne er for tiden udfordrende, og vi tilpasser løbende vores færge- og vejkapacitet for at optimere udnyttelsen”, siger Torben Carlsen, CEO i DFDS
Omsætningen i 3. kvartal lå på 7,2 milliarder kroner, hvilket er 1,8 procent lavere end i samme kvartal sidste år.
Driftsresultatet (EBITDA) for fragtfærgerne lå på 535 millioner kroner, hvilket er 26 procent lavere end sidste å,r på grund af usædvanlig høje olieprisspænd i 3. kvartal 2022. Det underliggende fragtfærgeresultat var på niveau med 2022.
Driftsresultatet (EBITDA) for passagerfærgerne steg i 3. kvartal 29 procent til 758 millioner kroner, efter bedre resultater på tværs af rutenetværket.
EBITDA forventningen for hele året er forbedret til 4,9-5,2 milliarder kroner, mod tidligere forventet 4,8-5,2 milliarder kroner.)
-mauh