Evergreen får ikke lov til at flytte containere
En egyptisk domstol har nu slået fast, at Evergreen - der driver containerskibet Ever Given - ikke får lov til at fjerne containere fra det tilbageholdte containerskib, da tilbageholdelsen både gælder skibet og dets last. Kanalmyndighederne siger de vil tilbageholde skibet, indtil de har modtaget en erstatning på 916 millioner dollar fra rederiet.
Ever Given har i snart en måned været fanget i Suezkanalen, efter at det stødte på grund og lagde sig på tværs af kanalen den 23. marts - hvilkede stoppede for al gennemsejling af kanalen i en uge.
Da det lykkedes at trække containerskibet fri, blev det bugseret til Bitter Lake, hvor det fortsat ligger.
Domstolens kendelse kommer efter at Evergreen i sidste uge lod vide, at det var i gang med at undersøge mulighederne for at flytte de mange tusinde containere om bord på Ever Given til mindre skibe. Rederiet overvejede at sende tomme skibe til Bitter Lake, eller lade skibe på vej gennem kanalen tage containere med fra det tilbageholdte skib.
Hvordan man havde tænkt sig at overføre containerne er uklart. De nærmeste havne - Port Suez og Port Said - er heller ikke dybe nok til at tage imod containerskibet, og råder heller ikke over de rigtige kraner.
Men efter domstolens kendelse er det lige nu uden betydning.
Redaktionen