Færre inspektioner på danske skibe
Danmark er blandt de flagstater, hvis skibe fra årsskiftet kan blive underlagt færre havnestatsinspektioner end i dag. Årsagen er nye inspektionsregler, der belønner dansk skibsfarts store indsats med at sikre høj kvalitet hele vejen rundt.
"Sikkerhed, sundhed og miljø er tre af nøgleordene i kvalitetsskibsfart. Og inden for alle tre områder er Danmark rigtig langt fremme. Derfor glæder det mig, at vi får det fulde udbytte, når man fremover belønner skibsfartsnationer, der arbejder med et højt kvalitetsniveau", siger Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth.
Dansk søfart har gennem mange år satset på kvalitetsskibsfart. Den satsning skaber værdi på mange områder og nu også i forhold til havnestatsinspektioner. Fra årsskiftet kan skibe under dansk flag og med gode resultater fra tidligere inspektioner således slippe for de almindelige halvårlige havnestatsinspektioner og i stedet nøjes med at blive tjekket hvert tredje år. Skibe med flere anmærkninger vil dog som i dag fortsat blive kontrolleret hvert halve år. En mellemgruppe vil blive kontrolleret med et års interval.
Se listen med flagstater, hvis skibe kan nøjes med inspektioner hvert tredje år HER
Årsagen er det nye såkaldte regime om havnestatskontrol. Regimet indføres som en del af Paris Memorandummet om havnestatskontrol (Paris MoU), der er et samarbejde om havneinspektion inden for de europæiske lande og bl.a. Rusland, Norge og Canada. De nye regler belønner de flagstater, hvis skibe meget sjældent har problemer ved inspektioner eller bliver tilbageholdt, fordi forholdene om bord ikke er i orden.
At skibe under dansk flag kan slippe med færre havnestatsinspektioner end mange andre, skyldes, at dansk søfart har en af de mest moderne og kvalitetsorienterede flåder i verden. Danmark opnåede således i 2009 en tredjeplads på Paris MoU's såkaldte hvidliste. Listen er en oversigt over, hvor godt forskellige søfartsnationers skibe klarer sig, når de er udsat for havnestatsinspektioner inden for Paris MoU.
Kilde: Søfartsstyrelsen