Houthierne aftalte fri passage til kinesiske og russiske skibe
Nye sanktioner fra det amerikanske finansministeriums Office of Foreign Assets Control (OFAC) har afsløret, at Houthi-ledere aktivt har koordineret med russiske og kinesiske embedsmænd for at sikre, at deres skibe ikke blev mål for gruppens maritime angreb i Det Røde Hav.
Arkivfoto. Foto: Royal Navy
Ifølge dokumenter fra finansministeriet garanterede et fremtrædende medlem af Houthis øverste politiske råd sikker passage for russiske skibe, samtidig med at drone- og missilangreb mod anden kommerciel skibsfart i regionen fortsatte. Al-Houthi har også planlagt drøftelser med russiske embedsmænd om militær bistand til Houthi-gruppen, skriver gCaptain.
"Midt i Houthis maritime angrebskampagne kommunikerede Mohamed Ali, der er et fremtrædende medlem af houthiernes øverste politiske råd, med embedsmænd fra Rusland og Kina for at sikre, at houthierne ikke angreb russiske eller kinesiske skibe, der sejlede gennem Det Røde Hav," udtalte OFAC i sin meddelelse.
-emte