IMO indgår kompromis om NOx
IMO’s miljøkomite MEPC har i dag indgået et kompromis om kravet til renere luftemissioner fra skibe i kystnære områder. Kravet handler om lavere af indhold af kvælstof, NOx, i skibenes udstødning. Kompromiset går ud på, at man indfører en datomodel frem for en fast, global gennemførelsesdato.
”Dagens beslutning viser, at IMO fortsat er det centrale omdrejningspunkt for maritime reguleringer, og at organisationen er i stand til at finde løsninger, som tilgodeser de relevante interesser”, siger Jenny N. Braat, adm. direktør i Danske Maritime.
Kravet om lavere NOx-udledning blev vedtaget i 2008 med virkning for skibe bygget fra og med 2016. I 2013 foreslog MEPC på foranledning af Rusland at udskyde skæringsdatoen til 1. januar 2021.
”Det arbejde, som Danmark og en række andre lande har gjort inden denne uges MEPC-møde, har banet vejen for en forhandlingsmulighed, som nu ser ud til at have ført til et resultat, der både kan tilgodese det eksisterende NECA og gøre det lettere at oprette fremtidige NECA’er, herunder i Østersøen”, siger Jenny N. Braat.
Kravet om lavere NOx-udledninger gælder nye skibe, når de sejler i visse kystnære områder, de såkaldte NECA (NOx Emission Control Area), som skal godkendes af IMO. I øjeblikket eksisterer der kun et NECA, som ligger ud for det nordamerikanske kontinent. Uden for NECA gælder alene de generelle grænser for NOx-udledninger, som for længst er indført for dieselmotorer installeret på skibe bygget efter 1. januar 2011. Den aftalte datomodel indebærer, at skæringsdatoen i fremtidige NECA’er bliver godkendelsesdatoen for hvert NECA.
Det har længe været Østersølandenes hensigt at oprette et NECA i Østersøen, hvilket vil have en væsentlig sundhedsmæssig betydning for Danmark, især for områderne langs Øresund og Storebælt. Med dagens kompromis, ser Danske Maritime frem til, at man nu kan arbejde konstruktivt videre for et NECA i Østersøen.
Kilde: Danske Maritime