Krisen omkring Det Røde Hav sender spotraterne i vejret
Flere rederier - bl.a. Maersk - sender nu containerskibene på den lange tur syd om Afrika og det er medvirkende til at løfte spotraterne markant, viser årets første index fra Drewry.
Konsulenthusets globale sammensatte indeks er steget med mere end 1.000 dollar i løbet af de seneste 14 dage til 2.670 dollar pr. feu, mens raterne fra Shanghai til Rotterdam er mere end fordoblet til 3.577 dollar pr. 40-fods container.
Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) steg med hele 40 pct. sidste uge. Det er blot fjerde gang siden 2009, at indexet stiger så voldsomt i løbet af en enkelt uge, skriver Splash.
Det asiatiske analysehus, Linerlytica, vurderer, at de forhøjede rater vil fortsætte gennem januar og februar, da de lange rejser omkring Kap det Gode Håb lige nu lægger beslag på 12 pct. af den globale containerskibs-kapacitet - et tal, der vil vokse.
-emte