Kristian Mørch bliver ny CEO i J. Lauritzen
Efter den omfattende omstrukturering i J. Lauritzen tiltræder den tidligere chef for Odfjell SE, Kristian Mørch nu som ny CEO for den danske tørlastoperatør, oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Han får en central rolle i forhold til at varetage - næsten - alle Lauritzen Fondens interesser i den maritime sektor.
Kristian Mørch rykker fra Odfjell SE til posten som topchef i J. Lauritzen. Arkivfoto..
“Det er en stor glæde at kunne meddele, at Kristian Mørch tiltræder som CEO for J. Lauritzen fra 1. august 2022,” udtaler Tommy Thomsen, der er CEO i Lauritzen Fonden og formand for bestyrelsen i J. Lauritzen.
Kristian Mørch ved på forhånd, hvad han går ind til, da han har været næstformand i J. Lauritzens bestyrelse under restruktureringen af selskabet.
I det nye setup fungerer J. Lauritzen som et ikke-operationelt investeringsselskab i den maritime sektor, hvor datterselskaber som Lauritzen Bulkers og Dan Swift, der begge er 100 pct. ejede, vil fortsætte med at operere som selvstændige selskaber, skriver J. Lauritzen i pressemeddelelsen.
J. Lauritzen skal dermed varetage alle Lauritzen Fondens nutidige og fremtidige investeringer i den maritime sektor dog med undtagelse af den kontrollerende aktiepost i DFDS A/S, der fortsat vil blive styret af Fonden.
”J. Lauritzen er i dag i en stærk position, og den samlede bestyrelse i Lauritzen Fonden er overbeviste om, at vi med Kristian som CEO og Tommy som formand har det helt rigtige hold til at lede den positive udviklingsopgave, der nu venter, udtaler Jens Ditlev Lauritzen, formand for bestyrelsen i Lauritzen Fonden.
Ud over ejerskabet af Lauritzen Bulkers og Dan Swift har J. Lauritzen også en række minoritetsaktieposter i børsnoterede shippingselskaber, herunder BW Epic Kosan, Hafnia og Gram Car Carriers og har desuden investeringer i shippingfonde.
Karsten Mørch afløser Dorthe Rolff, der dog fortsætter som selskabets juridiske direktør.
Kilde: J. Lauritzen