Maskinmestre: Kortsigtet at spare på os
Det er kortsigtet at spare på finansloven ved at uddanne for få maskinmestre. Det siger formanden for Maskinmestrens Forening i en kommentar til regeringens finanslovsudspil der lægger op til, at maskinmesterskolerne maksimalt kan optage 750 studerende i 2013.
”Regeringen og folketingets planer om vækst indenfor olie og gas, vedvarende energi, vand, miljø mv. samt ønske om øget produktivitet, kræver bl.a. maskinmestrenes kompetencer”, slår Per Jørgensen, der er formand for Maskinmestrenes Forening, nu fast.
”At spare via finansloven ved at uddanne for få maskinmestre er kortsigtet og med negative effekter for såvel virksomhederne og statens økonomi. Virksomhederne har brug for maskinmestrenes kompetencer for at realisere investeringsplaner og staten har brug for maskinmestres bidrag på 5 millioner kroner pr. uddannet maskinmester”, siger Per Jørgensen.
”Jeg forventer, at politikerne kan se de økonomiske positive perspektiver for landets vækst og velfærd ved at uddanne betydeligt flere maskinmestre – gerne op til 2.000 nye maskinmestre om året”.
Per Jørgensen henviser bl.a. til, at mange maskinmestre og ingeniører i de kommende år forlader arbejdsmarkedet for at gå på pension. I 2020 vil der ifølge beregninger mangle mere end 10.000 maskinmestre og ingeniører, såfremt der ikke uddannes flere.
På en liste udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd indtager maskinmesteruddannelsen 11. pladsen over uddannelser, der betaler mest tilbage til samfundet. Hver eneste maskinmester bidrager med mere end 5 mio. kroner til statskassen. I beløbet er fratrukket omkostninger til uddannelse, folkepension mv.. Dertil kommer de værdier, som maskinmestre bidrager til at vedligeholde og udvikle indenfor de forskellige brancher.
Ifølge Danmarks Statistik er der 7.668 fuldtidsbeskæftigede med en maskinmesteruddannelse som højeste fuldførte uddannelse. Fordelingen på brancher viser, at der er 1.555 beskæftiget indenfor skibsfart, 2.440 i industrien, 1.027 i energiforsyning, vandforsyning og renovation, 236 i bygge- og anlægsbranchen samt 2.410 indenfor serviceydelser som rådgivning, undervisning, forskning og handel.
I alt er op til 4.000 medlemmer ansat i den maritime sektor fordelt på skibsfart, industri, offshore, energiforsyning og serviceydelser.
Ledigheden blandt maskinmestre er ca. 1 procent svarende til ca. 100 personer. De er ledige i korte perioder i forbindelse med jobskifte. Den gennemsnitlige løn for maskinmester er 625.000,- brutto (løn inkl. pension).
Kilde: Maskinmestrenes Forening