Molslinjen reducerer pris på lavprisbilletter
Fra 1. januar er det blevet lidt billigere at købe lavprisbilletter til Molslinjens rute mellem Aarhus og Sjællands Odde. De billige billetter, der også er de mest solgte billetter på ruten er sat ned fra 299 kr. til 249 kr. trods de fortsat høje brændstofpriser.
Nedsættelsen sker ifølge Molslinjen for at gøre overfarten mere konkurrencedygtig i kampen med alternativet over Fyn.
“Særligt i krisetider er man nødt til at være skarp på at finde ud af, hvad folk vil betale for et produkt. Når folk skal på tværs af landet, skal de finde ud af, om de vil tage broen eller færgen. Der skal færgen være konkurrencedygtig,” siger Jesper Maack, PR- og kommunikationschef i Molslinjen.
Samtidig har Molslinjen planer om at øge frekvensen på ruten, når rederiet får frigivet en færge fra Bornholmslinjen. Hvornår det sker, kan Maack dog ikke sige præcist.
Kilde: Finans.