Svensk rederi fortsætter frasalget
Det svenske tankrederi Concordia Maritime fortsætter sit salg af skibe og har nu blot et enkelt tilbage i flåden. Ledelsen arbejder på ny strategi.
Foto: Concordia Maritime
Senest har Concordia Maritime solgt de to produkttankskibe Stena Premium og Stena Progress til unanvgivne købere.
Der er heller ikke oplysninger om salgsprisen for skibene, men Concordia har oplyst, at salget vil forbedre likviditeten med omkring 100 mio. svenske kr. (ca. 64 mio. kr.) efter tilbagebetaling af gæld i skibene.
Begge skibe, der tilsammen er vurderet til 53,5 mio. dollar af VesselsValue, er under timecharter med Stena Bulk og bundet af kontakter til udgangen af 2024.
"Med salget fortsætter vi med at drage fordel af det stærke marked og de høje priser på ældre skibe," siger Erik Lewenhaupt, CEO i Concordia Maritime ifølge Splash.
Rederiet er i gang med at udarbejde en ny strategi.
“Arbejdet skrider frem, og vi har store forhåbninger om at kunne præsentere mere information i løbet af anden halvdel af 2023,” siger direktøren.
Tilbage i maj solgte Concordia Maritime produkttankskibet Stena Penguin og efter det seneste frasalg består rederiets flåde nu kun af et skib, Stena Polaris, der er bygget i 2010.
-emte