Tørlastskib gået på grund på Göta Elven
Det 79 meter lange tørlastskib Skagern gik tidligt i morges på grund syd for sluserne ved Trollhättan i Göta Elven. Grundstødningen skyldes ifølge det svenske Sjöfartsverket nogle endnu ukendte tekniske vanskeligheder.
Skibet, der er lastet med trævarer var på vej til Hull i Storbritannien, kan ifølge Sjöfartsverket passeres, når det er blevet sikret. Fem skibe skal efter planen forbi, inden kanalen lukkes ned på grund af et broarbejde på fredag kl. 8.
Ingen af de otte besætningsmedlemmer kom til skade ved grundstødningen, og der var i morges ikke opdaget vandindtrængning i skibet.
Myndighederne har udlagt oliesensorer i vandet for en sikkerheds skyld, men der er ikke konstateret udslip. Da man frygter, at der kan være revner i skroget, vil skibet formentlig blive undersøgt af dykkere. “Fartøjsinspektøren er på vej og vil beslutte, hvad der videre skal ske,” siger stedfortrædende redningschef Anders Gillek til Sjöfartstidningen.
Skagern er nu det andet skib, der skal hjælpes i Göta Elven. I forvejen venter det 76 meter lange svenske fragtskib Sternö, der kolliderede med et slusesanlæg i Lilla Edet på Göta Älven den 24. februar, på at blive bjærget.
Planen er, at fjerne skibet fra den befærdede Göta Älv, når den lukkes for trafik mellem den 10. og 17. marts på grund af et broarbejde.
Kilde: Sjöfartstidningen