Fredericia Havn øger krankapaciteten
Fredericia Havn har taget en ny mobilkran i brug, der skal være med til at forbedre især containerhåndteringen. Kranen har en løftekapacitet på 125 tons og vejer selv 420 tons. Den har kostet 20 millioner kroner.
Men den nye kran råder ADP på Fredericia Havn nu over 4 mobilkraner, der alle har løftekapacitet over 100 tons.
Fredericia Havn har 6 ugentlige afgange af containerskibe, og i takt med at skibene bliver større, stiller kunderne krav om effektiv håndtering af containerne, så liggetiden ikke øges.
”Derfor er en investering i yderligere krankapacitet helt rigtig, for nu kan vi sætte 2 mobilkraner på de fleste opgaver, og dermed øger vi effektiviteten til gavn for havnens kunder”, siger salgs- og marketingchef Ole Haugsted Jørgensen, ADP.
Kranen kan tilsluttes havnens 10 kV-elforsyning, og det betyder, at ADP regner med en årlig CO2 reduktion på over 21 procent. Dertil kommer, at der også vil være besparelser i drifts- og vedligeholdelsesudgifter.
Fredericia Havn har oplevet 175 % i vækstrate på containertrafikken inden for de seneste fem år.
Kilde: ADP