Grenaa Havn sætter ny omsætningsrekord
Grenå Havn kom ud af 2024 med et nettoresultat på 17 millioner kroner ud af en nettoomsætning på 88,4 millioner kroner, den hidtil største omsætning og det sjette år i træk med rekordomsætning.
Arkivbillede.
”Når vi igen i år leverer en rekordomsætning, er det et tydeligt bevis på, at vores strategi og vores daglige indsats virker - og at Grenaa Havn er en vigtig og attraktiv aktør i både lokal, national og international kontekst”, siger Bent Hansen, bestyrelsesformand i Grenaa Havn.
”Vi har et solidt fundament, en sund kerneforretning og ikke mindst evnen til at tiltrække og løfte store projekter. Det giver genlyd i markedet”, siger Bent Hansen.
På trods af fremgangen peger både direktion og bestyrelse på behovet for øget kapacitet og areal, hvis Grenaa Havn skal kunne imødekomme fremtidens efterspørgsel – særligt fra energisektoren og i forhold til lagring og håndtering af CO₂.
”Vi har brug for mere plads. Uden nye arealer bliver det svært at udnytte de mange potentialer, vi ser - blandt andet inden for offshore vind og grøn energi”, siger Bent Hansen.
”Vi er glade for, at Norddjurs Kommune nu arbejder med en konkret handlingsplan, og vi håber, det vil føre til, at vi snart får de nødvendige udviklingsmuligheder uden for det eksisterende havneareal”.
-mauh