Ny maritim klynge skal styrke blå kommercielle aktiviteter
Den nystiftede organisation Danish Ocean Cluster skal styrke kommercielle initiativer, symbiosetankegang og internationale perspektiver for fiskerirelaterede virksomheder og organisationer i Danmark.
På initiativ af Hirtshals Havn, Nordsøen Forskerpark og Greenport North har organisationen Danish Ocean Cluster set dagens lys. Hovedformålet med klyngen er at styrke kommercielle relationer blandt akvakultur- og fiskerirelaterede virksomheder og fremme innovative samt cirkulære forretningsmodeller, specielt i det nordatlantiske område.
“En central opgave for Danish Ocean Cluster er at inspirere endnu flere virksomheder til at indgå i cirkulære symbioser der reducerer spild og mindsker CO2-aftrykket. Vi ønsker at bringe virksomheder i kontakt med hinanden, så der skabes nye kommercielle muligheder for virksomheder i den maritime sfære,” siger Linn Indrestrand, der er Head of Fishery & Maritime Services hos Hirtshals Havn og formand for den ny organisation.
Klyngeinitiativet forventes at have en positiv effekt på alle industrier i Danmark, der arbejder med levering af udstyr og teknologier på det ”blå” marked. Hovedsædet for organisationen er i Hirtshals, men klyngen er et nationalt projekt, der skal fremme danske virksomheders internationale perspektiv og relationer, skriver Hirtshals Havn i en pressemeddelelse.
-emte